Nu med synlig sø

Hvis du følger med på vores Facebookside eller på Instagram, ved du det allerede – men her på bloggen deler vi lidt flere detaljer, så læs endelig videre. Før havde vi en usynlig sø og en hel masse dunhammer, dueurt, tidsler og nælder. Nu har vi udsigt til en dejlig sø med et fornuftigt potentiale til at blive en rigtig “biodiversitetssø”. Hermed kunne vi afkrydse et af de projekter, vi har talt om, siden vi overtog ejendommen i juli sidste år. Og uden at det har kostet os en krone!

Der skal lidt fantasi til at forestille sig, hvor smukt og skønt, det kommer til at se ud i fremtiden, for lige nu ser det voldsomt ud med det opgravede mudder spredt ud over det hele og nøgne brinker hele søen rundt. Men det er herligt at kunne se træerne spejle sig i vandoverfladen – når vejret ellers er til det…og dejligt at vide, at vi hermed har været med til at forøge chancerne for en af vores sjældne tudsearter. Vi drømmer jo om, at vores ejendom med tiden skal blive en oase for både padder, insekter, fugle m.fl., selvom vi er omgivet af konventionelt dyrket monokultur. Nu må vi bare væbne os med tålmodighed og håbe, at dyrene vil opdage, at søen nu er tilgængelig og blot venter på at danne ramme om masser af liv.

Og hvordan kan sådan et projekt klares, uden at skulle have hverken hænder eller kroner op af lommen? Det kan det, fordi vi dels bor i Danmarks første UNESCO biosfæreområde, dels på den allernordligste grænse for udbredelsen af Grønbroget tudse og fordi Den Danske Naturfond har sponsoreret en stor pose penge til “Biodiversitetssøer i Biosfære Møn“, et projekt hvis hovedformål er “at sikre de sidste bestande af Grønbroget tudse, Strandtudse og Markfirben på Vestmøn og Bogø“. Så nu krydser vi bare fingre for, at den Grønbrogede tudse vil gæste os i løbet af foråret, når deres ynglesæson går i gang.

Medvind hos kommunen

Mens vi og resten af landet har oplevet vinteren forsvinde i vandmasser og voldsom vind, har de hos Vordingborg kommune brugt samtlige officielle vintermåneder på at beslutte at de vil give grønt lys til nedrivning af gården. Vi modtog nedrivningstilladelsen i går og kan nu ånde lettede op. Vi vidste jo godt, at der var gode chancer for, at vi fik et ja, bygningernes utroligt dårlige stand taget i betragtning, men vi havde faktisk ikke en plan B i ærmet i tilfælde af, at vi fik afslag. Bare tanken om renovering af ruinen gav åndenød og mareridt.

Hovedhuset har en bevaringsværdi på 4, dvs. det er heldigvis ikke fredet (hurra!), og det er heldigvis ikke i klasse 1-3, der betragtes som mere værdifulde af bevare. Men en bevaringsværdi på et hus betyder uanset tallet, at en sag om nedrivning ikke bare skal annonceres på kommunens hjemmeside, den skal også i ekstern høring hos de relevante kulturhistoriske instanser; i dette tilfælde Museum Sydøstdanmark og Bygnings- og Landskabskultur Møn. Og den slags tager tid. Så en sagsbehandlingstid på tre måneder er måske i virkeligheden nådigt sluppet? Under alle omstændigheder har vi medvind, og nu kan vi begynde at krydse fingre for, at også Landsbypuljen har lyst til at være en del af medvinden. Der er ansøgningsfrist 1. april, og her burde sagsbehandlingen ikke tage mere end et par uger (det var i hvert fald, hvad Torben fik at vide, da han ringede til dem i går). Godt nok har kommunen lige netop ændret kriterierne (angiveligt pr. 1. januar, men hjemmesiden blev først opdateret i sidste uge – EFTER at vorses ansøgning var sendt afsted), men vi håber stadig på, at de kloge hoveder kan se fornuften i at støtte vores projekt. Kryds gerne fingre sammen med os!

Imens vi venter med tilbageholdt åndedræt endnu en gang, fortsætter vi med at tømme bygningerne for alt løsøre. Bunkerne udenfor vidner heldigvis om, at der ikke længere er så meget tilbage indenfor. Tredje container er ved at være godt fyldt med det brændbare (råddent træværk, spånplade, ormædte møbler, laminat og mere af den slags, det ikke giver mening at gemme) og vi er nu nået til nedtagning af kabler. Nogle af dem er tommetykke og så gamle, at de er stofomviklede! Vi sorterer dem fra, ligesom vi har bunker med aluminium, messing, bly og rent kobber. Det er ikke kønt med de bunker, men der er efter sigende en skilling eller to at hente, hvis man gider sortere sit metalskrot og tage kontakt til en produkthandler. Det gider vi godt. Det giver nemlig mening både for miljøet og privatøkonomien. Og så lever vi med, at æstetikken omkring os halter i en periode. Når man i forvejen bor i en mudderpøl, hæver dyngerne ikke ligefrem niveauet, men så snart mirabellerne begynder at blomstre, og der kommer løv på alle træerne, tænker vi nok mindre over skrotbunkerne – hvis vi er heldige, er de her slet ikke til den tid.