Nytårsbål

Den oprindelige tanke var at tænde et bål ved vintersolhverv, men i stedet valgte vi at invitere naboer og andre mønboer plus nogle stykker fra Sydsjælland til lidt uforpligtende skumringshygge omkring bålet på årets næstsidste dag, så vi sammen kunne tage afsked med 2019.

Idéen opstod ud fra et ønske om gerne at ville samle folk men ikke have pladsen til det indendørs – kombineret med den her lyst til at sidde og stirre ind i flammerne. Der er en urfølelse, som vækkes i mange af os, når vi mødes om ilden. Det skaber tryghed og fornemmelse af fællesskab, og så er det meget let at gøre sådan et arrangement til en uhøjtidelig og afslappet affære, når folk er nødt til at iklæde sig termokedeldragter, uld og tykke huer for at holde elementerne på afstand. Så handler det nemlig mere om samvær og nærvær end om noget andet.

Vi havde lavet en baljefuld hjemmelavet chai og bagt en bunke biscotti, og så var der ellers åbnet op for rige mængder kram, samtaler og flammestirren. De, som var nysgerrige efter at se projektet fik en rundvisning på gården, og ungerne blev sluppet løs på egen hånd i “spøgelseshuset”.

Det kunne godt gå hen og blive en tradition.

Vild med veranda

Det kom til at tage væsentligt længere end håbet, men sådan kommer det til at blive med masser af projekter fremover, og jeg tror lige så godt, vi kan vænne os til det. I dette tilfælde var det et forkert konstrueret fundament til beboelsesvognen (herefter kaldet “hytten”), som i første omgang bremsede os, og sammen med masser af regn og manglende energi betød det altså, at det trak ud med at få bygget den veranda, som vi afmonterede, inden hytten blev fragtet fra Valby til Møn.

Men nu er den her. Fiks og færdig og har tilmed fået skrubbet mange års algevækst af (hurra for at have vand fra egen brønd!). Torben fik lagt de sidste tagplader på lige inden nytår, og jeg fik monteret den lange lyskæde, jeg havde håbet at hænge op allerede 1. november. Det blev præcis så hyggeligt et resultat, som håbet. Og hvor er det dog bare en fornøjelse at kunne smide gummistøvler og mudret tøj udenfor under tag, så vores mikroskopiske entré ikke længere ligner en slagmark. Samtidig med, at det simpelthen er så hyggeligt at betragte stjernetæppet, der er monteret, så det kan blive hængende året rundt, klar til de mørke timer.

Som en ekstra lille tilføjelse kopierede vi en mægtig god idé, som består i et trappetrin med indbygget støvleknægt. Og det fungerer bare! Idéen er hermed givet videre.

Visionen er, at lave et vindfang på den overdækkede del af verandaen, så vi skaber et uderum – en slags havestue om I vil – og dermed øger vores areal under tag betragteligt. Vi har fået en masse forsatsruder forærende, som vi satser på at anvende til formålet. Vi skal bare lige have gennemtænkt en god måde at montere dem på, så træværket ikke rådner.

Men næste projekt bliver altså byggeri af et større hønsehus!