Akkumulering

Hvordan kan det være, I har så mange ting?

Spørgsmålet fik vi forleden af en ven – som vi i øvrigt har lånt et sommerhus af, mens vi har været husvilde, efter vores lejemål ophørte og vi stadig ikke havde eget tag over hovedet – da vi fortalte om vores planer for bolig de kommende år, om mængden af vores ejendele og  overvejelserne i den forbindelse.

Da Torben og jeg mødte hinanden, havde ingen af os ret mange ting. Vi boede i den første tid i et par værelser i et bofælleskab, men da vi fandt vores første fælles lejebolig, som var et stort hus med seks værelser, vaskerum, værksted og have, kaldte vi ud i netværket og spurgte, om vi mon kendte nogen, som havde noget stående på loftet eller i kælderen, de kunne undvære, når vi nu sådan skulle møblere et stort hus på landet. Og det VÆLTEDE ind. Den vildeste donation kom fra en, vi knapt kendte, men som kort forinden havde sluppet sit tidligere liv som familiefar i hus med have og i stedet var rykket i kollektiv i Sverige med de ejendele, der kunne være i en taske. Vi fik alt, hvad der var i hans depotrum. Atten kubikmeter møbler, værktøj, køkkengrej, haveredskaber og masser af ting, vi ikke anede, vi senere ville blive glade for… Og af andre, der stod for at skulle flytte fra stort til mindre, fik vi nyttige ting som kummefryser og havemøbler, mens arvestykker fra vores respektive barndomshjem også fandt vej til vores nye fælles hjem.

Det eneste, vi måtte ud og købe, var nogle brugte spisestuestole, samt lidt sofapuder, gardinstænger og tre bogskabe fra IKEA. Og således gik det til, at vi i løbet af få uger havde akkumuleret indbo til at møblere både hus og have. Takket være en vilje til at bo med genbrug og en villighed til at bede om hjælp, kombineret med virkelig mange gavmilde mennesker.

Hvor meget har man egentlig brug for?

En af de gode lektier, jeg har lært efter at have boet under temmelig primitive forhold både som biolog på feltstationer rundt omkring i verden og ombord på diverse både, er, hvor lidt man reelt behøver for at leve et godt liv. Når fundamentale behov som drikkevand, tag over hovedet, tøj på kroppen og mad er dækket, så overlevelsen er sikret, ryger resten vel i virkeligheden på “nice to have“-listen frem for “need to have“-listen? Eller…?

For at kunne tilberede sin mad er der redskaber, som det er godt at have. Det er også godt at have en varmekilde at tilberede maden over. Det er praktisk at kunne vaske sig selv og sit tøj. Det er hensigtsmæssigt at kunne komme af med sit affald og sine efterladenskaber. Det er nyttigt at kunne reparere ting, som går i stykker. Og hvis ikke man selv evner det, er det smart at kunne betale nogen for at gøre det. Med mindre man er selvforsynende og lever fuldstændigt off grid, er det derfor også nødvendigt at have en eller anden form for indtægtskilde eller noget at bytte med, for at kunne dække de basale behov. For at kunne passe et job har man måske brug for transport. Og hvad med kommunikationsmidler? Når først, man begynder at overveje, hvad der egentlig er nødvendigt for at overleve og dernæst for at leve, bliver listen alligevel af en vis længde.

Vi har netop været igennem processen med til at skære ind til benet og minimere vores ejendele til det mest nødvendige. Vi har været nødt til virkelig at overveje grundigt stillet over for spørgsmålet om, hvad vi egentligt har brug for. Og det er slet ikke nogen dum øvelse. Men hold nu op, hvor havde vi alligevel fået samlet meget sammen på bare få år!!! Det er en af ulemperne ved at have meget opbevaringsplads…

Et lillebitte hus kom flyvende

Hvad skal al den snak om ejendele og minimering af dem så gøre godt for?

Jo, sagen er, at vi har besluttet for en tid at bo meget småt, mens vi river ned og bygger nyt. Masser af mennesker har gjort det før os, og ikke alle med lige stort held (så sent som i går hørte vi en historie om et par med tre børn, som boede otte år i en campingvogn, mens de renoverede hus. De er ikke længere gift…), men vi har taget ja-hatten på. Vi er dog ikke mere blåøjede, end at vi godt ved, at det stiller nogle helt andre krav til os selv og vores relation end de steder, hvor vi hidtil har boet. Vi tror imidlertid på det, og vi har samtidig også lovet hinanden, at dette kæmpestore projekt, som vi har kastet os ud i, ikke må blive en stressfaktor. Vi har ikke travlt. Vi har resten af livet. Og vi vil begge to det her.

For et par dage siden ankom så det, der skal blive vores hjem, indtil drømmeboligen står færdig. Den ni tons tunge dame tog rejsen fra en haveforening i Valby til Møn, og for at gøre en lang, bekostelig og logistisk udfordrende historie kort, har det været noget af en gyser at få hende hertil. Intet er jo umuligt, men vi indrømmer gerne, at vi sover lidt lettere nu, hvor hun endelig står på sin plads. Det er alt andet lige mere naturligt for at hus at stå på jorden, end at dingle over træerne for enden af en kranarm. I dette tilfælde er det dog lidt som en jordnær version af animationsfilmen “UP”, for nu er vores hus landet her på vores drømmested, og vi er klar til næste kapitel.