Juli 2019Juli 2019

ENDEN PÅ EN ÆRA – I KORTE TRÆK

Juli 2019: Vi køber Gammelbygård på Grønjægersvej på Vestmøn. Gården er en udflyttergård fra Hårbølle, hvorfra den blev pillet ned og herefter genopført i 1770 – de ældste dele er med andre ord ældre end 250 år. Gården har været i den samme slægts eje i mere end ti generationer – en æra som slutter, da vi overtager. Hele gården er desværre meget, meget forfalden,  alle de kloge hoveder vi har talt med, har frarådet renovering, og vi begynder at rydde ud i længerne med henblik på nedrivning.

August 2019: Vi indgår aftale med entreprænørfirmaet VML Enterprise A/S om, at de skal forestå nedrivningen, såfremt vi får tilladelsen til den.

November 2019: Vi søger om tilladelse til nedrivning og forbereder os på ventetid, da der ligger en bevaringsværdi IV på stuehuset (I-III er mere bevaringsværdige og tættere på en fredning, så vi satser på, at IV ikke bliver en forhindring for os). Nedrivningssagen annonceres på Vordingborg Kommunes hjemmeside og kommer i ekstern høring hos Museum Sydøstdanmark og Bygnings- og landskabskultur Møn. Vi fortsætter med at rydde ud, sortere, kassere, bortgive og sælge af alt det løsøre, som bygningerne var fyldt med, da vi overtog ejendommen.

Februar 2020: Vi modtager nedrivningstilladelsen. Vi klør fortsat på med at rydde op. Vi har på nuværende tidspunkt med håndkraft og trillebør fyldt halvanden kæmpecontainer med “stort brændbart”, dvs. omkring 7-8 tons udtjent spånplade, laminat, ormædt tømmer, kattetisinficerede gulvtæpper, samt skimmelskadede, rustne og rådne effekter. Vi omdøber stedet til Askely. Vi ansøger Landsbypuljen om financiel støtte til nedrivningen.

April 2020: Vi begynder at kunne se en ende på oprydningen indendørs. Stort set alt løsøre er nu ude af bygningerne, og vi har været på genbrugspladsen et uendeligt antal gange med traileren fyldt: Ufattelige mængder gift i fast og flydende form (rotte- og musegift, myre- og fluegift, pesticider, herbicider, fungicider), diverse mystiske kemikalier, adskillige ladninger gammel elektronik, masser af skimmel- og vandskadede effekter, bjerge af mineraluld, bunker af emballage; flamingokasser, revnede plastkasser, tyve år gamle leverpostejsemballage (fra dengang Stryhns blev solgt i plastbøtter), skumgummihynder, fugtskadet campingvogninventar fra 1970’erne, et skab fyldt med henkogningsglas uden læselige etiketter og med indhold, der over årene alle har antaget en gyldenbrun farve, en kurv fyldt med håndsæber, som musene har gnavet af….listen er ufuldkommen, men der tegner sig et billede, ikke? Vi modtager tilsagn om et tilskud til nedrivningen på 100.000 kr. fra Landsbypuljen. Jublen vil ingen ende tage!

Maj 2020: Vi piller alle vinduerne ud med henblik på genbrug, ligesom vi har gjort med døre og alt andet, der fortsat kan genbruges på én eller anden måde. VML sender et par arbejdsmænd, som afmonterer og bortfjerner gibsvægge, isolering, eternitplader, klinker og de sidste kabler. Hulrumsisolering (flamingogranulat) suges ud. På tre dage rives hele gården ned og det meste køres væk. Alle rene murbrokker bliver genanvendt som vejfyld. Hele stuehuset efterlades som bunker af mursten, som vi gerne vil redde med henblik på genanvendelse.

Juli 2020: Vi er lidt matte i sokkerne efter ti måneders oprydning og en nedrivning, som var hæsblæsende og bevægende og fantastisk på én gang, og vi flytter for en stund fokus til noget andet. Vi tager på inspirationstur til Fyn og Jylland (+ Ringsted) for at kigge på spændende, bæredygtigt og alternativt byggeri. Vi fortsætter med at sælge ting fra den gamle gård og runder nu 10.000 kr. for en skønsom blanding af gamle fyldningsdøre, gulvbrædder, staldvinduer, gasflasker, møbler, juleplatter m.m.

August 2020: Vi sælger alt vores metalskrot, som vi har sorteret grundigt efter metaltype, da der er stor forskel på, om man sælger rustent jern, messing eller aluminium. Samtidig kommer vi af med dynger af blyinfattede kabler, kobberkabler og en del gamle bilbatterier. Vi kører hjem med næsten 5000 kr. i lommen og en god fornemmelse indeni.

September 2020: Vi ender med at bede om hjælp til at rense de mange mursten og får talstærk opbakning til projektet, som pludselig ikke længere virker så uoverskueligt.

Oktober-november 2020: 9170 mursten står nu stablet på paller og afventer deres videre skæbne. Vi er klar til den allersidste oprydning og VML kommer tilbage for at fjerne de sidste bunker samt jævne grunden ud.

December 2020: Vordingborg kommune godkender nedrivningen og sagen afsluttes. Vi står nu klar til at bygge nyt – så snart vi har fundet ud af, hvad det skal være og har fået tilladelser og financiering på plads. Men det bliver altså ikke før til næste år!

Kunne vi ikke have gjort det hurtigere? Sideløbende med alt det ovenstående har vi passet vores respektive fuldtidsjobs og brugt tid på en hel del andre projekter, som jeg fortæller om næste gang (ellers bliver det her ALT for langt, og jeg er ikke en gang sikker på, at der er nogen, som når helt hertil i teksten) – og så har vi haft et ønske om at varetage så meget af arbejdet som muligt selv, dels af økonomiske årsager, dels fordi vi har haft stor fokus på, at alt blev sorteret grundigt, så intet blev kasseret, hvis det på nogen mulig måde kunne tænkes at kunne få en funktion i fremtiden. Enten hos os selv eller hos andre. Det kan godt være, det tager lang tid at tømme en firelænget gård fyldt med ti generationers akkumulerede bunker, men til gengæld giver det enorm tilfredsstillelse, når resultatet bliver, som man gerne vil have det.

Nedrivningen er overstået. Skrammel og brokker er kørt væk, alt andet er sorteret og oplagret/foræret væk/solgt. Det er forløbet på en måde, så sjælen har kunnet følge med – og NU er vi i mål. En ny tid kan begynde.