Milepælen

Og dagen oprandt. Det, som vi havde talt om og arbejdet hen imod i ti måneder blev virkelighed. Den gamle gård blev revet ned!

Forud for denne store begivenhed er der gået rigtig meget arbejde. Vi har ikke tal på, hvor mange timer, vi har brugt på at slæbe ting ud af de faldefærdige, fugtskadede bygninger, og vi opgav hurtigt at tælle, hvor mange trailerlæs, vi selv kørte på afleveringspladsen. Vi ved, at vi med trillebør og håndkraft har fyldt 2½ lastbilcontainer med stort brændbart (primært ormædt og råddent træ, laminat og spånplade), og at hver container har rummet 5-6 ton, når de er kørt væk. Storskraldemændene har hentet ikke så lidt. Og så har vi solgt og bortgivet en hel masse også. Dertil kommer alt det, vi ikke har kasseret, men omhyggeligt gemt i telthallen, værkstedet, skuret og bunket op på paller med presenninger over. Og så er der dyngerne af jernskrot, aluminium, kobber osv. som vi håber at få lidt penge for hos produkthandleren. Vi venter bare på, at priserne på brugt metal stiger igen, for de droppede gevaldigt i takt med, at en vis virus lagde en dæmper på den globale produktion.

Vores ene entreprenør røbede for os, at da han og hans kompagnon besøgte os første gang sidste sommer og så, hvor meget løsøre den firelængede gård rummede, troede han ikke rigtig på, at vi ville komme i mål med at få tømt alt det ud, som var en forudsætning for, at de ville foretage den egentlige nedrivning. Og det har da også været et stort arbejde. Langt det meste har vi selv klaret, bare os to – men i slutspurten fik vi hjælp fra uventet kant og sikke et lykketræf. I sådan en situation kan Facebook altså noget, og med meget kort varsel dukkede et par frelsende engle op på matriklen medbringende både energi og arbejdshandsker.

15. maj gik de i gang, og blot et par dage senere var gården væk. Den ene containerfuld murbrokker, gamle lerpotter (tagsten), cementtegl og betongulve efter den anden blev kørt væk for at blive genanvendt som vejfyld. Adskillige containere blev fyldt med ormædt tømmer, også flere, end vi havde regnet med. Vi havde haft en idé om, at vi ville genanvende de gamle spær, men mange af dem smuldrede nærmest, så snart en gravko knipsede lidt til dem. I det hele taget var det lidt af et under, at bygningerne stadig stod. Da tagpladerne blev taget af de ældste dele, fulgte tømmeret med, og så kollapsede væggene simpelthen. Det gamle bindingsværk gav op i en sky af støv og vi bekræftede endnu en gang hinanden i, at nedrivningen var det rigtige valg.

Jeg optog lidt video lige inden nedrivningen, hvis nogen skulle have lyst til at få en lille rundtur i den gamle gård, inden den forsvandt helt. Se videoen her.

Gamle mursten

I modsætning til tømmerets triste beskaffenhed, viste det sig, at langt størstedelen af murstenene fra ydermurene var i rigtig god stand. Og fordi bygningerne var så gamle, har der heldigvis ikke været blandet cement i mørtelen. Indtil omkring 1960 brugte man kalkmørtel, som er meget mere porøst og langt lettere slipper stenene igen. Så ambitionen er nu at rense og genbruge de gamle sten. Måske til indermure i vores kommende hjem, måske til det orangeri, jeg fabler om fra tid til anden. I hvert fald giver det mening ikke blot af økonomiske grunde, men også ud fra et bæredygtighedsprincip. Det koster energi og udleder CO2 at producere mursten. Temmelig meget endda. Så derfor er gravemaskinerne gået nænsomt til værks og har blot puffet murene omkuld, hvor det har kunnet lade sig gøre. Nu er det så op til os at få reddet de sten, vi vil gemme – det gælder både mursten, brosten fra gårdspladsen og sylsten (de gamle, tilhuggede granitsten, som har udgjort fundamentet i stuehuset). Når det engang er sket om X antal måneder, kan entreprænøren vende tilbage og foretage den sidste oprydning. Det betyder med andre ord, at nedrivningen ikke kan betragtes som overstået endnu, fordi det hele stadig ligner et bombekrater, men vi er ikke desto mindre nået til et sted i projektet, hvor et nyt kapitel kan begynde. Og det er ret fantastisk.

Ydmyghed og glæde

Selvom vi havde forberedt os, var det det alligevel lidt af en overraskelse, hvor meget nedrivningen også endte med at fylde emotionelt. Jeg talte lidt med den ene af vores raske entreprænører om det, og han mente, at vi nok har været mere følelsesmæssigt involverede i projektet, end mange andre, fordi vi selv har været så aktiv en del af forberedelserne, og selv har boet midt i det (dog ikke på selve gården, men på matriklen). I hans erfaring er det oftest sådan, at en nedrivningskunde blot hyrer et firma som hans til at rive ned, men at kunden ikke selv har ret meget med stedet at gøre, før tidligst under byggeriet af det nye. Måske har han ret. I hvert fald var det en stærk cocktail af glæde over, at den store milepæl nu endelige var nået blandet med en ydmyghed over at se 250 års familiehistorie forsvinde i bulder og brag. Det er, som jeg måske allere har nævnt tidligere, den samme familie, som har ejet stedet i mere end ti generationer. Og nu er der definitivt sat punktum. Ikke blot har ejendommen fået ejere med helt anden DNA, vi har også valgt at jævne den firelængede gård med jorden. Det kalder på lidt eftertænksomhed, hvis man, som jeg, tror på, at gamle bygningers sjæl er forbundet med de mennesker, der har beboet dem og arbejdet i dem. Hvis vægge kunne tale….

Vi er i den heldige situation, at vi kender den sidste barnefødte på gården, Jens, og han har været med på sidelinjen lige fra den dag, vi var ude at se stedet for første gang for lidt over et år siden. Jens har kunnet fortælle os en masse historier og har kunnet forklare en hel del ting – og han har det heldigvis helt fint med, at hans barndomshjem nu ligger tilbage som store bunker af brokker. Han kom forbi for at se de sidste mure blive væltet og havde medbragt både en flaske champagne og et æbletræ.

Sammen stod vi så dér, midt i støvet og solen og skålede på afslutningen, tog afsked med fortiden, satte punktum.

Og vi skålede på fremtiden, på mulighederne, på livet og på viljen til at skabe nye historier.